Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Jehovas Vidner

Dansk

UNGE SPØRGER

Er jeg perfektionist?

Hvis du

  • kun mener at et 12-tal er godt nok i en prøve

  • undgår nye udfordringer fordi du er bange for at fejle

  • ser al kritik som et personligt angreb

... er svaret på spørgsmålet ovenover måske ja. Men betyder det egentlig noget?

 Hvad er der galt i at være perfektionist?

Der er ikke noget galt i at prøve at gøre sit bedste. Men “der er stor forskel på et fornuftigt forsøg på at gøre sit bedste og at stræbe efter det umulige,” siger bogen Perfectionism – What’s Bad About Being Too Good? Den tilføjer: “Perfektionisme kan blive en tung byrde, for vi må jo indrømme at ingen er perfekt.”

Det giver Bibelen ret i. Den siger: “Der er intet menneske som er retfærdigt på jorden, som altid gør det gode.” (Prædikeren 7:20) Fordi du ikke er perfekt, vil din præstation ikke altid være lige imponerende.

Synes du det er svært at acceptere? Så tænk over fire måder perfektionisme kan påvirke dig negativt på.

  1. Hvordan du ser på dig selv. En perfektionist har urimeligt høje krav til sig selv, og det vil give skuffelser. “Realistisk set kan man ikke være god til alting, og hvis man bliver ved med at straffe sig selv for ikke at være perfekt, vil man miste al sin selvtillid. Det kan være deprimerende.” – Alicia.

  2. Hvordan du ser på gode råd. En perfektionist har tendens til at se konstruktiv kritik som et personligt angreb. “Hvis nogen fortæller mig noget jeg kan gøre bedre, får jeg det frygteligt,” siger Jeremy på 24. Han fortsætter: “Når man er perfektionist, forhindrer det en i at erkende sine begrænsninger og tage imod hjælp.”

  3. Hvordan du ser på andre. En perfektionist har ofte et kritisk syn på andre, og man forstår godt hvorfor. “Når du forventer at du selv skal være perfekt, sætter du samme standard for alle andre,” siger Anna på 18. “Når folk så ikke lever op til den standard, bliver du hele tiden skuffet over dem.”

  4. Hvordan andre ser på dig. Hvis du har urimeligt høje krav til andre, skal du ikke blive overrasket hvis folk begynder at undgå dig. “Det er udmattende at skulle leve op til en perfektionists høje standarder,” siger Beth. “Der er ikke nogen der har lyst til at være sammen med en der er sådan.”

 En kur mod perfektionisme

Bibelen siger: “Lad jeres rimelighed blive kendt.” (Filipperne 4:5) Folk der er rimelige, er afbalancerede i deres forventninger til sig selv og til andre.

“Der er allerede nok pres fra omverdenen. Hvorfor skulle man øge presset ved at være perfektionistisk? Det bliver alt for meget!” – Nyla.

Bibelen tilskynder til at du “vandrer beskedent med din Gud”. (Mika 6:8) En der er beskeden, erkender sine begrænsninger. Han siger ikke ja til mere end han kan klare, og hvis han har fået en opgave, husker han at han også skal have tid til andre ting.

“Hvis jeg skal føle at jeg udfører mine opgaver godt, er jeg nødt til at begrænse hvor meget jeg siger ja til. Der er grænser for hvor meget jeg kan klare.” – Hailey.

Bibelen siger: “Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har.” (Prædikeren 9:10) Så kuren mod perfektionisme er ikke at man er doven, men at man er flittig og samtidig har de egenskaber der er nævnt herover – rimelighed og beskedenhed.

“Jeg forsøger at udføre mine opgaver på den bedste måde og så godt jeg kan. Jeg ved godt det aldrig bliver perfekt, men jeg er glad for at vide at jeg har gjort hvad jeg kan.” – Joshua.